Flowfood

Daglig oliemassage (abhyanga)


Massage med varm sesamolie er en af de mest virkningsfulde behandlinger af vata-ubalance. Daglig oliemassage får krop og sind til at slappe af, dæmper tankestrømmen og modvirker derfor bekymringer og søvnbesvær. Især efterår og vinter hvor vata er dominerende kan oliemassage være en stor hjælp, da sesamolie også virker varmende og reducerer kuldeskærhed og tør hud. Daglig oliemassage får olien til at trænge ind i hele kroppen, hvor den bl. a. løsner ama (affaldsstoffer) og smører ledene. Nogle personer er også meget følsomme overfor ydre påvirkninger og her lægger olien et beskyttende lag.

Det anbefales at massere sig selv om morgenen, men den kan også gøres på andre tidspunkter.


Forberedelse

Køb en god kvalitet økologisk sesamolie. Første gang du tager hul på en ny flaske, kan du modne olien for at gøre den mere virkningsfuld. Varm olien op i en gryde til den er 100 grader varm. Vær forsigtig, når du varmer olien op, da olie selvantænder, når det opvarmes til omkring 200 grader. Hvis du ikke har et stege-termometer, kan du dyppe et lille stykke køkkenrulle i en smule vand og holde det ned i den varme olie. Når vandet i køkkenrullen syder, er olien over 100 grader. Lad olien afkøle.

Hvis du har meget varme i kroppen (pitta), kan du udskifte sesamolien med kokosolie, som er meget kølende. Kapha skal spare på olien og kan evt. bruge olivenolie (evt. tilsat sennepsolie).


Sådan gør du:

Kom ca. 1 dl sesamolie i en lille glasflaske (eller ren shampoo-flaske), og stil flasken ned i et stort glas med kogende vand. Efter kort tid har olien en tilpas temperatur, og du kan starte massagen.


Stil dig på et håndklæde eller lignende - gerne i badeværelset og smør olie på hele kroppen, startende fra hoved til fødderne. Begynd så massagen.



Hoved og hals

Masser hovedbunden i ca. 20 sekunder (kan udelades hvis du ikke ønsker olie i håret)

Masser øreflipperne med tommelfingre og siden af pegefingre (undgå olie inde i øret)

5 strøg op og ned med ørerne imellem pegefingre og langefingre.

5 strøg frem og tilbage over panden med højre hånd.

5 strøg udad på øjenbrynene med spidsen af pegefingre og langefingre

5 strøg op og ned på næse med højre hånds tommel- og pegefinger

1 tryk med spidsen af højre hånds tommel- og pegefinger på næserod

5 strøg rundt med håndfladerne på kinderne

5 strøg udad med pege- og langefingre på overskæg

5 strøg frem og tilbage på hagen med højre hånd

5 strøg ned og op på nakken med højre håndflade

5 strøg på siden af hals med begge håndflader

5 strøg på det øverste af ryggen ud og ind med begge hænder (så langt ned du kan nå)


Armene

5 strøg rundt om skulder på højre arm

5 1/2 strøg ned og op ad ydersiden af højre overarm

5 strøg rund om albue

5 1/2 strøg ned og op ad ydersiden på højre underarm

5 strøg rundt på håndled

5 1/2 strøg ned og op på håndryg (slut ved fingerspidser)


Gentag med indersiden af højre arm


Gentag med venstre arm

Flet fingrene og gnid håndfladerne mod hinanden (10 sekunder)


Overkrop

5 strøg rund om bryst med begge hænder

5 1/2 strøg ned og op omkring solar plexus med begge hænder

5 1/2 strøg rundt på mave med flad højre hånd i urets retning (start oppe, slut nede)

5 1/2 strøg på siden af kroppen med begge hænder (start oppe, slut nede)

5 1/2 strøg over ryg og lænd med begge håndflader (start så højt oppe som muligt, slut nede)

5 strøg rundt om balderne med begge håndflader

5 strøg i store cirkler rundt om hofterne med begge hænder


Benene (samtidigt med begge hænder)

5 1/2 strøg ned ad ydersiden af lårene

5 strøg rundt om ydersiden af knæene

5 1/2 strøg ned ad ydersiden af underbenene

5 strøg rundt om ydersiden af anklerne


Gentag med forsiden, indersiden og bagsiden af lår, knæ, underben og ankler


Fødder og tæer (med begge hænder)

20 cirkelbevægelser på højre fodsål og vrist samtidigt

Masser med fingrene på og imellem tæerne på højre fod


Gentag med venstre fod og tæer



Efter massagen

Lad gerne olien sidde på kroppen i mindst 5 minutter, før du evt. tager et varmt bad. Hvis du vil vaske olien ud af håret, kan du gnide håret ind i shampoo, før det bliver vådt. Det gør det lettere at vaske olien ud.

Copyright © All Rights Reserved