Ayurveda

Flowfood

Ayurveda

Ayurveda er et holistisk sundhedssystem, der indeholder en meget dybgående viden om, hvordan sind og krop holdes i balance, og sygdom undgås. Sundhedssystemet er beskrevet i tusinder af år gamle skrifter, der findes i Indien.

Disse gamle skrifter indeholder en masse viden om sundhed, som i høj grad er relevant for den almindelige dansker. Der beskrives, hvordan det er bedst at spise og leve ud fra ens individuelle kropstype, og der er mange gode råd om sundhed, madvaner, ernæring og levevis. Disse råd og al anden viden om ayurveda kan opleves direkte af hvert enkelt menneske. Man behøver f.eks. ikke nødvendigvis læse, at det er sundt at leve regelmæssigt, før man finder ud af det. Denne erfaring gøres spontant, når man lytter omhyggeligt til kroppens signaler.

Du kan lære en masse om sundhed ved at lytte til dig selv. Prøv at lægge mærke til, hvordan du har det efter hvert måltid, og hvordan fordøjelsen forløber. Lidt efter lidt vil du finde ud af, hvad der er godt at spise og efterhånden få et klart billede af hver enkelt råvares virkning.

 

Mad og sundhed

Moderne ernæringsvidenskab har lært os, at vi behøver tilstrækkelig med næringsstoffer, bl.a. vitaminer og mineraler, for at være sunde. Men alle mennesker har ikke brug for den samme slags mad, og det der er sundt at spise en dag, kan være usundt en anden. F.eks. har kroppen brug for noget kølende, når den er varm og noget varmende, når den er kold.

Det er ikke nødvendigt at læse bøger om vitaminer og mineraler for at forstå, hvad sund mad er. Det er vigtigere at lytte efter kroppens signaler og på denne måde blive sin egen ekspert. Her er et redskab til at bedømme, om noget mad er sundt for dig. Spørg dig selv:

 

Er maden sund for mig?

Er jeg sulten?

Har jeg lyst til maden?

Er maden tiltalende? (udseende, duft og smag)

Føles maden godt i maven og fordøjes den let?

Giver maden harmoni og klarhed i mit sind?

 

Lytter du opmærksomt til dig selv, og kan du svare ja til disse fem spørgsmål, så er maden med garanti sund for dig. Hvis du virkelig ønsker sundhed og velvære i krop og sind, er dette stedet at starte. Vi bliver så let revet med af andres meninger om, hvad der er sundt for os, men når det kommer til stykket, er vi de eneste, som virkelig ved det.

Copyright © All Rights Reserved